VÆRKER / TILBAGEVENDEN / 1991

Heydar Aliyevs henvendelse til USSR`s Ministerkabinets partiorganisation - Moskva, den 19. juli 1991


Jeg skal henlede jeres opmærksomhed på, at jeg har besluttet mig for at udtræde af partiet.

Med det samme vil jeg oplyse jer om, at dette ikke bare er et knæfald for "moden", men derimod resultatet af min skuffelse og selvransagelse gennem de seneste år.

De væsentligste årsager, der fik mig til at tage dette skridt, er som følger.

For det første. Tanken om at forlade Sovjetunionens kommunistiske parti kom til mig allerede i januar 1990 i forbindelse med den militære aggression mod det aserbajdsjanske folk fra centrets politiske ledelse og Centralkomiteen for det Kommunistiske Parti i Aserbajdsjan. På grund af begivenhederne i januar blev hundredvis af uskyldige civile, heriblandt gamle mænd, kvinder og børn, dræbt og lemlæstet.

Da jeg fordømte denne umenneskelige, grundlovsstridige og ulovlige handling i mine taler, havde jeg håbet, at Centralkomiteen for Sovjetunionens Kommunistiske Parti og Centralkomiteen for det Kommunistiske Parti i Aserbajdsjan ville afsløre denne forbrydelse og finde de skyldige. Med besvær beherskede jeg mig og ventede tålmodigt. Og som svar på disse handlinger blev der snart organiseret en massiv forfølgelse imod mig fra partiets trykte medier, som dagbladet "Pravda" begyndte. Alle mine forsøg på at tale i de samme medier for med argumenter at bestride de falske kendsgerninger imod mig var forgæves. Den offentlighed, der blev proklameret som perestrojkas væsentligste resultat, blev i praksis ensidig.

Gentagne appellerer fra folkets deputerede, fra Den Højeste Forsamling i Den autonome republik Nakhitjevan, fra forskellige grupper af borgere og fremtrædende intellektuelle om at finde og straffe de skyldige i tragedien i januar afvises vedholdende af den kommunistiske regering i Aserbajdsjan.

 Der gik halvandet år. Der er ikke blevet gjort noget for at afsløre denne afskyelige forbrydelse, hvis skyldige længe har været kendt. Tværtimod træffer man snarere alle nødvendige foranstaltninger for at skjule den i håbet om, at man vil glemme tragedien med tiden. Historien har imidlertid gentagne gange vist os, at år eller tiår ikke kan hjælpe os til at glemme og tilgive blodige forbrydelser mod folket.

For det andet. Som følge af centrets hykleriske politik har der i mere end tre år pågået en stadig kritisk konflikt i Nagorno-Karabakh-området i Aserbajdsjan, der opstod takket være en stor indsats fra de armenske nationalister under ledelse af Centralkomiteen for Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Området trådte faktisk ud af Aserbajdsjans statskontrol.

Statens suverænitet og Aserbajdsjans territoriale integritet er blevet krænket i strid med grundloven. Mellem Armenien og Aserbajdsjan er der en uerklæret krig, og næsten hver dag dør der mennesker på begge sider. Og alt dette pågår inden for den sovjetiske stat med dens "humane" ideologi.

Jeg er overbevist om, at hvis partiets ledelse havde ønsket det, kunne man ved begyndelsen have forhindret den etniske konflikt, der var opstået i forbindelse med det såkaldte Nagorno-Karabakh-spørgsmål allerede i 1987-1988, for at undgå den stadigt voksende konfrontation og blodsudgydelse, der bragte alvorlige katastrofer og lidelser både for det aserbajdsjanske og armenske folk. Det vil sige, det politiske centrum havde  brug for denne konflikt.

For det tredje. Under perioden for samfundets demokratisering, erklæringen af politisk frihed og pluralisme, undertryktes til stadighed den brede demokratiske bevægelse, der opstod i Aserbajdsjan i 1988 for at beskytte landets territoriale integritet og samfundets demokratisering, takket være en stor indsats fra Centralkomiteen for det Kommunistiske Parti i Aserbajdsjan under ledelse af Centralkomiteen for Sovjetunionens Kommunistiske Parti. I disse år blev mange ofre for politisk undertrykkelse.

I halvandet år lever 2 millioner indbyggere i den aserbajdsjanske hovedstad i undtagelsestilstand uden nogen grund. Under netop disse betingelser blev der afholdt såkaldt "demokratiske" valg til Republikkens Højeste Råd og folkeafstemning med et i forvejen afgjort positivt resultat til fordel for at bevare Unionen. Det ville være naivt at tro, at der kan være noget håb for demokrati og ytringsfrihed for folket under undtagelsestilstand. Demokratiske organisationer har gentagne gange rejst spørgsmålet om, at det absolutte flertal af vælgerne i Republikken ikke deltog i folkeafstemningen, og at dens resultater blev forfalsket. Aserbajdsjans kommunistiske regering fandt det dog ikke muligt så meget som at overveje disse henvendelser.

Jeg har talt og taler imod den af centret påtvungne nye unionsaftale.  Flere staters suverænitet kan ikke eksistere inden for én suveræn stat med alle dette begrebs friheder, beføjelser og funktioner.

Alle unionsrepublikkerne skal gives ægte politisk og økonomisk frihed og uafhængighed med henblik på en national og statslig genoplivelse. Dette forhindrer ikke den økonomiske integration og de traditionelle kulturelle forbindelser mellem republikkerne, tværtimod vil det bidrage til republikkernes forbedring og udvikling på bilateral og multilateral basis.

Som folkets deputerede for Aserbajdsjan og den autonome republik Nakhitjevan har jeg gentagne gange rejst disse spørgsmål i mine taler, bedt det aserbajdsjanske kommunistparti, der har mistet befolkningens tillid, om at opgive dets monopol på magten, skabe betingelser for en fri og retfærdig virksomhed blandt alle de politiske kræfter, skabe betingelser for demokrati, politisk pluralisme og offentlighed i fuldt omfang.

Alle disse taler og mine forslag ignoreres dog af Aserbajdsjans kommunistiske regering. Desuden forårsager de en reaktion i form af nye, forberedte og organiserede angreb på mig. Avisredaktører og journalister mister arbejdspladser og bliver forfulgt for at udgive mine taler i Aserbajdsjan.

Alt det ovennævnte fik mig til at tage det yderste skridt og erklære min udtrædelse af det kommunistiske parti, selvom det var en meget svær beslutning for mig. Jeg voksede op i en kommunistisk familie, og hele mit voksne liv er forbundet med det kommunistiske parti. Jeg blev medlem af bolsjevikpartiet i 1943, da jeg var tyve.

Jeg troede virkelig på det kommunistiske partis idealer og deltog aktivt i gennemførelsen af partiets planer. Nu er min tro ødelagt.

Endeløse taler om partiets fornyelse, om den fornyede union af republikkerne er endnu et forsøg på at snyde folk.

Man skal fortælle folk ærligt og åbent om at det kommunistiske eksperiment, det socialistiske valg i vores land er mislykket, den af magten skabte og støttede union af republikker har udtømt sig selv.

Jeg kan forestille mig de problemer, jeg vil stå over for efter denne erklæring, jeg forudser alle mulige angreb og moralsk hetz. Det er en nøgtern analyse af partiets vej, som har ført mig til den holdning, jeg har skitseret. Samtidig er jeg bevidst om størrelsen af mit eget ansvar.

Jeg forlader Sovjetunionens kommunistiske parti, men udtrykker samtidig min respekt for alle ærlige og anstændige kommunister, der stadig tror og håber.