VÆRKER / NAGORNO-KARABAKH - KONFLIKTEN MELLEM ARMENIEN OG ASERBAJDSJAN / Folkedrab

Henvendelse fra Republikken Aserbajdsjans Præsident Geydar Aliyev til det aserbajdsjanske folk i forbindelse med 31. marts - dagen for folkedrabet på det aserbajdsjanske folk – 31. marts 1999


Kære landsmænd,

I dag lever Aserbajdsjan på ottende år som selvstændig. Et af de største fremskridt, vi har opnået i uafhængighedstiden, består i, at vi har fået mulighed for at danne et objektivt billede af den periode og de historiske begivenheder, der i mange år blev skjult, forfalsket og fordrejet. Den ene af de begivenheder er Mindedagen i dag for Folkedrabet på aserbajdsjanere, som allerede har modtaget vores statsts politiske og retslige bedømmelse.

Hvert eneste år den 31. marts bløder vi i hjertet ved at markere dagen for Folkedrabet på aserbajdsjanerne, vi vender tilbage til vores historiske fortid og erindrer de store blodige aktioner, der åbenlyst blev gennemført mod vores folk.

I det nittende og det tyvende århundrede har vores folk været udsat for en række forfærdelige tragedier. Ved armenernes hånd, der agerede som listige og løftebrydende gennemførere af store staters imperiale politik, er det aserbajdsjanske folk adskillige gange blevet udsat for etniske udrensninger, folkedrab og nationale tragedier og kvaler. Hundredetusindvis af fredelige aserbajdjanere er blevet tilintetgjort pga. deres nationale tilhørsforhold, eller er blev jaget væk fra slægtens arne. De historiske byer og landsbyer er blevet ødelagt.

Folkedrabspolitikken, som de armenske nationalister førte ud i livet i begyndelsen af århundredet, først ved at udnytte det zaristiske Ruslands imperialistiske politik, i 40'erne-50'erne i det tyvende århundrede ved at udnytte det sovjetiske styre, blev forstærket fra midt i 80-erne, tilsløret af perestrojka, og bragte det aserbajdsjanske folk nye tragedier igen og igen. Beklageligvis har disse blodige aktioner ikke modtaget en principiel bedømmelse fra det internationale samfund, heller ikke fra ledelsen af Republikken Aserbajdsjan, hvilket har givet grønt lys til de nationalistiske, separatistiske kræfter. Som resultat af denne såkaldte Nagorno-Karabakh konflikt i 1988 er hundredetusindvis af aserbajdsjanere blevet tilintetgjort og jaget på flugt fra deres historiske jord på grund af deres nationale tilhørsforhold. I januar 1990 blev de protesterende stemmer i Baku og andre steder kvalt på bestialsk måde, og i 1992 fandt det blodige Khodzjalinske folkedrab sted.

Som resultat af hasarderede politiske handlinger fra de armenske aggressorers side og fra ideologer for Storarmenien blev over 1 million landsmænd jaget på flugt fra deres hjem og dømt til umenneskelige lidelser. Alene i det 20. århundrede blev over 2 millioner aserbajdsjanere udsat for den afskyelige folkedrabspolitik, gennemført af vores fjender på den ene eller den anden måde. Dog, uanset disse tragedier, vanskeligheder, uretfærdigheder blev vores folk ved at leve, bevarede uafhængighedsbestræbelsen og demonstrerede dets stærke vilje.

I dag kaster vi igen et blik ud over vores historie. Vi er stolte af succeserne, vi er kede af tabene. - I dag er hele grundlaget lagt for, at Aserbajdsjan som en uafhængig stat kan leve, kan erklære sin retfærdige sag for hele verden og gøre sit bedste for at fjerne alle fortidens uretfærdigheder.

En af vores vigtigste opgaver er i den nulevende og kommende generation at udforme den stærke nationale hukommelse, mindet om det folkedrab, vores folk er blevet udsat for i det seneste århundrede, at stræbe efter den politiske og juridiske bedømmelse af disse tragedier i hele verden, at gøre alt for at fjerne deres hårde konsekvenser, og sørge for, at noget lignende aldrig gentager sig. Derfor er det nødvendigt at fremvise en stærk, ubrydelig national enighed. Et hvilket som helst forræderi og aggression mod vores folk kan kun stoppes ved hjælp af anstrengelser og viljestyrke på vegne af den uforsonlige kamp for den uafhængige Aserbajdsjanske stat, der er vores hovedmål.

Jeg opfordrer til, at vi enes, at vi kæmper kompromisløst for at forsvare vores nationale interesser, vores folks rettigheder.

Oversat fra avisen ”Bakinskij Rabotchij” (Baku-arbejderen) af 31. marts 1999